Hvad er Nathejk?

Tilmeldingsknap2017 web

 

 


Nathejk er Danmarks største, tilbagevendende adventurespejderløb. Hvis du ikke har deltaget i Nathejk før, skal vi kort fortælle, hvorfor cirka 850 mennesker hvert år moser rundt i en weekend – i øvrigt altid den weekend, der begynder med den 3. fredag i september:
Den første udgave af løb fandt sted i FNs flygtningeår i 1986, hvor Ebbe Skjalmssøn-spejderne i Ganløse ville have sine tropsspejdere ud at mærke flygtningenes problemer på deres egne kroppe. De skulle – i ly af mørket – vandre frem til mål, selv sørge for bespisning undervejs og finde et sted at overnatte, mens de blev eftersøgt af “banditter” (seniorer). Ideen fængede og siden er arrangementet støt og roligt vokset. I dag deltager cirka 100 seniorer, 150 patruljer og 100 hjælpere hvert år på løbet.
På grund af det store deltagerantal er vi i teamet ikke i stand til at kende alle spejderne i de deltagende patruljer, og vi ved derfor ikke, hvad de kan – og hvad de ikke kan. Derfor stiller vi nogle enkle krav til deltagerne, så vi ved, at alle patruljer er i stand til at forstå en besked og holde sammen. Vi bruger også mange kræfter på hjælpersiden, så vi bl.a. via checkpoints og kontaktpersoner med radioer i løbsområdet har en sikker fornemmelse af, hvor de enkelte patruljer befinder sig.

 
 

 

Patruljen skal:

• Have almindeligt kendskab til kort og kompas

• Kunne klare sig på egen kost (fx med stormkøkken)

• Kunne gå cirka 35 - 50 kilometer med deres udstyr

• Kunne finde et sovested under åben himmel


Nathejk foregår for patruljernes vedkommende til fods. Cykler, busser, tog, biler og andre former for transport er forbudt. Seniorerne transporterer sig typisk rundt i løbsområdet på cykler og i biler.

Nathejk er åbent for spejdere fra alle korps, og løbet begynder så sent fredag aften, at patruljer fra Jylland og Fyn sagtens kan nå frem til start.